Om

Kyststien i Sømarken - ca. 8 km langs Bornholms kyst

Den berømte kyststi rundt om Bornholm går også gennem Sømarken. Strækningen her er cirka 8 km lang og markeret med orange skilte. Man kan starte og slutte turen flere steder, hvis man ønsker at tage den i kortere etaper.

Forslag til vandretur
Start ved parkeringspladsen for enden af Sandvejen og gå mod vest.

Slusegården og vandmøllen
Kort efter passerer du Det geografiske knudepunkt, hvor den 15. østlige længdegrad krydser den 55. nordlige breddegrad. I området er der udgravet omkring 1.400 jernaldergrave. Dronning Margrethe II deltog i udgravningerne i 1962 og 1963.

Herefter kommer du til Slusegården, hvor der er en lille café med mad, kage, kaffe og specialiteter med bornholmsk islæt (se http://folkastauan.dk/). Du passerer også Slusegårdens vandmølle.

Turen fortsætter gennem skov- og sommerhusområde frem til det gamle fiskerleje Østre Sømarkshuse – også kaldet Bakkana. Her ligger Bakkarøgeriet, som er kendt for gode røgvarer og musikarrangementer.

Den lille Bakkerne bådehavn var indtil 1980’erne hjemsted for 7–8 fuldtidserhvervsfiskere. I dag bruges havnen primært af fritidsfiskere.

Holsterodde og videre mod vest
Stien fortsætter mod Holsterodde, hvor den løber langs skrænten med flot udsigt over Østersøen. Skrænten består af moræneler. I midten af 1800-tallet lå her et teglværk – Holsterværket – som producerede mursten og drænrør. Det store indhak i kystskrænten er resterne af den tidligere lergrav.

Lidt længere fremme passerer du naturområdet Dr. Lassens Grund, et fredet område med naturcamping.

Strandpavillonen og Kadeau
Herefter går turen gennem et af de ældste sommerhusområder i Sømarken. Her lå tidligere cafeteriaet Strandpavillonen og en kiosk, som var populære blandt både lokale og turister.

I dag ligger her restauranten Kadeau – Bornholms eneste Michelin-restaurant.

Egilsholm og Gedebak Odde
I klitterne passeres feriekolonien Egilsholm, et spændende bygningsværk. Oprindeligt blev den opført som svagbørnskoloni for fattige og svage børn fra København. I dag fungerer den som feriekoloni ejet af Københavns Lærerforening.

Efter Egilsholm kommer du til Gedebak Odde. Her har der tidligere været drevet fiskeri – primært som bierhverv for landbrugerne i Vester Sømarken. En tidligere havn/bådebro blev ødelagt af en storm omkring 1930.

Raghammer og Boderne
Turen fortsætter mod Peter Funchsvej, hvor du passerer Raghammer skydeterræn.

Hvis kuglen ikke er oppe, må du gerne gå gennem området ad stier og veje.

Hvis kuglen er oppe, skal du følge stien langs indhegningen.

Efter Raghammer når du frem til Boderne.

Du kan finde mere information på hjemmesiden “367 ture i Bornholms natur” .