Projekt
Et bæredygtigt samlingssted
Projektet “Et bæredygtigt samlingssted”, der blev afsluttet sommeren 2022, er resultatet af flere års engagement fra en mængde lokale ildsjæle i og omkring Pedersker.
Projektet er blevet styret og koordineret af en projektgruppe, som blev nedsat med ligelig repræsentation fra Brugsforeningen og Lokalforeningen. Planen var fra start at inddrage frivillige ildsjæle i lokalsamfundet i realiseringen for derigennem at strække donationerne længst muligt og for at sikre reel medejerskabsfornemmelse. Dette er i høj grad lykkedes med aktiv deltagelse af omkring 50 borgere i projektet på en eller flere af de ni afholdte arbejdsweekender. Aldersspændet blandt de frivillige har været 13-85 år, og også sommerhusejere fra Sømarken har deltaget. Derudover har 0-klasse fra Sydbornholms Privatskole fremdrevet og plantet diverse urter og blomster og derved taget ejerskab til området, som de passerer som led i deres ugentlige udeskoleaktiviteter i Lynggårdsskoven.
Projektet har haft fokus på omstillingen af Pedersker til et mere bæredygtigt lokalsamfund i miljømæssig, social og økonomisk henseende. Som et centralt element i denne omstilling er der blevet arbejdet parallelt med at styrke bymidten som et socialt mødested med Brugsen som omdrejningspunkt for borgernes samvirke, lærende oplevelser og cirkulære systemer. Dette er sket ved at igangsætte og koble en række initiativer, der baseres på tre økonomiske drivkræfter: 1) den kooperative økonomi, 2) oplevelsesøkonomien og 3) den cirkulære økonomi.
Mere konkret har projektet bl.a. resulteret i:
- Etablering af et bytorv i en del af Brugsens have (støttet af Indenrigs- og Boligministeriets Landdistriktspulje og LAG Bornholm, der modtager midler fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)
- Eksperimenteren med affaldssorterings- og genanvendelsesinitiativer i anknytning til den tidligere grovvareforretning (støttet af EU-projekterne Wasteman og Future via BOFA)
- Iscenesættelse af den opgrænsende skov (Lynggårdsskoven) gennem etablering af nye gangstier og tre større shelters (støttet af Friluftsrådet og Naturstyrelsen)
- Etablering af en trampesti til det i bl.a. historisk og arkæologisk henseende unikke Rispebjerg med Ringborgen (støttet af Nordeafonden og Naturstyrelsen)
- Etablering af et multifunktionelt oplevelsesområde i Brugsen, der bl.a. vil fungere som café med vekslende events, herunder kulturhistorisk formidling og debataftener (støttet af Coop’s Medlemsinnovationspulje).
- Iscenesættelse af det nyanlagte bytorv som et formidlingscentrum for områdets attraktioner med fokus på den lokale historie, kultur, sprog og identitet og det særlige fællesskab, som kendetegner området og dets beboere (støttet af Bornholms Brand, Sparekassen Bornholms Fond, Brødrene E., S. & A. Larsens Legat, Kunst- og Kulturhistorisk Råd under BRK, Pedersker Idrætsforening og Pedersker Lokalforening). Formidlingen kommer bl.a. til udtryk på plancher og lydoptagelser med nuværende og tidlige beboere og i form af tre lydfortællinger (vandrehistorier), som er frit tilgængelige i mobilappen “Sansaga Walks”
- Denne nye hjemmeside, der erstatter en ældre hjemmeside af samme navn, og udgør en væsentlig opgradering (støttet af Indenrigs- og Boligministeriets Landdistriktspulje).