I middelalderen og langt op i 1800-tallet lå der mange lyngklædte arealer rundt om på Bornholm til fælles afgræsning for øens befolkning.

 

Mest kendt er den centralt beliggende “Den høje Lyngen”, men også spredt i landskabet havde man fælles afgræsning på steder, hvor jorden endnu ikke på grund af den grundtliggende “klippe” var dyrket op som i Blemmelyng, Bodelyngen og her en fjerdingvej nord for Sct. Peders Kirke: Smålyngen.

 

I anden halvdel af 1800-tallet var der efter en lov om overdragelse af al Kongens Mark til de bornholmske landsogne, sket en udmatrikulering, og denne specielle matrikel 140c umiddelbart vest for Skræddergaard blev åbenbart beholdt af Pedersker sogn til egen stenbrydning.